Døgnvagt  

28+ års erfaring  

Udkørende og stationær hesteklinik  

Hestens Orm

​Hesten har tre hovedgrupper af orm, som vi tager hensyn til i forbindelse med vores ormeovervågning. Det drejer sig om cyathostomer, blodorm (Strongylus vulgaris) og spolorm. Desuden omtales bændelorm, trådorm, bremselarver og haleorm.

Cyathostomer findes i stort set alle heste og bidrager med langt hovedparten af de æg, vi finder ved vores ægtællinger. Ormene findes i alle aldersgrupper af heste dog primært de unge. Smitten finder sted på græs. Der er stor forskel på, hvor god den enkelte hest er til at modstå smitten. Derfor kan der i samme besætning være stor forskel på, hvor mange orm den enkelte hest har. Cyathostomer er kun farlige, hvis der er mange, og vi behandler derfor kun heste, der udskiller over 200 æg pr. gram gødning (EPG).

Tarmslimhinde med store mængder af sammenrullede cyathostomer (de sorte prikker).

Blodorm er i familie med cyathostomerne, og det er ikke muligt at skelne æggene fra hinanden. Derfor er det nødvendigt at lade æggene klække til larver for at kende forskel (larvedyrkning). Smitten finder også her sted på græs. Blodorm er væsentligt farligere end cyathostomerne, selv når der kun er få orm tilstede i hesten. Dette skyldes bla., at ormens larver gennemborer tarmvæggen og sætter sig i de nærliggende blodkar. Herved dannes der små blodpropper, der påvirker tarmens blodforsyning og motilitet, hvilket kan give meget alvorlig kolik og diarré. Selvom ormene fjernes, vil skaderne på karrene også efterfølgende disponere hesten for problemer. Det er derfor meget vigtigt at finde ud af, om denne orm findes i besætningen. Finder vi blodorm i en eller flere heste, anbefaler vi, at alle heste i besætningen behandles.​

Udsnit af almindelige, sunde blodkar til tarmen (tv.) Udsnit af ormebeskadiget blodkar til tarmen (th.)

Spolorm findes særligt hvor der er mange ungheste, da ormene overvejende inficerer heste op til 3-4 års alderen. De kan formere sig meget hurtigt og nemt nå et antal, hvor de er til fare for hestene. Spolorm er op til 40 cm. lange og på tykkelse med en blyant, så der skal kun ganske få orm til at blokere for tarmpassagen hos eksempelvis føl. Dette kan også være et problem, når føllet får ormekur og skal udskille de døde orm. I de første larvestadier vandrer spolorm desuden gennem hestens lever og lunger, hvilket efterlader en betændelsestilstand i disse organer. Smitten finder sted alle steder, hvor hestene kan komme i kontakt med hinandens gødning, eksempelvis på marker, staldvægge, krybber og lignende. Smitten kan finde sted både sommer og vinter. Vi har en speciel ormestrategi for ungheste, der tager hensyn til problemet med spolorm.​

Dette føl opereres for en massiv spolorminfektion. Der er stor risiko for, at tarmen er revnet eller har taget permanent skade. Mange sådanne føl aflives på operationsbordet. Det er derfor yderst vigtigt at have en ormestrategi, og at holde øje med føllets almentilstand lige fra starten.

Bændelorm kan nogle gange sættes i forbindelse med kolik og generel utrivelighed. Æg fra bændelorm ses af og til ved de rutinemæssige ægtællinger, men det kræver normalt en speciel analyse af gødningen at finde æggene. Metoden kan suppleres med en blodundersøgelse.

Trådorm er stort set aldrig et problem for voksne heste, men da de kan overføres til føl under drægtigheden og via råmælken, er det vigtigt at undersøge drægtige hopper umiddelbart op til folingen.

Bremselarver findes i hestens mavesæk. Undersøgelser viser, at bremselarver kun yderst sjældent fremkalder sygdom, og der undersøges og behandles derfor ikke specifikt for dem. De fleste ormemidler virker dog mod dem.

Haleorm findes i hestens tarm, og gør kun skade ved at lægge æg omkring endetarmsåbningen, hvorved de giver kløe. Der vil derfor i visse tilfælde af halekløe undersøges for haleorm-æg i en gødningsprøve.​

​✩ ✩ ✩ ✩ ✩

​Vurderet 4,8 / 5 stjerner ud af 22 anmeldelser fra Facebook

Kontakt​oplysninger

​Hillerød Hestedyrlæger Aps

Baunevej 17, Bendstrup

3400 Hillerød

​Telefon: 48 28 67 68

E-mail: klinik@hestedyrlaegerne.dk

CVR: 15133147

Åbningstider​

​Telefontid, dyrlæge

8.00 - 9.00​

​Telefontid, klinik

8.00 - 16.00​

​Klinik åben

8.00 - 16.00

Akutvagt

16.00 - 8.00​

samt weekender / helligdage

facebook Følg med på Facebook