Blodorm

Stof til eftertanke – en stille kolik som blev alvorlig.

​

En meget flot og velfungerende ridehest viste en morgen let kolikuro og ville ikke rigtig spise. Ejeren så hesten lidt an og ringede efter dyrlægen, da der ikke var ændring efter et par timer. Dyrlægen kom og det viste sig, at hesten havde en mild kolik, som blev behandlet med olie og smertestillende medicin.

​

Næste dag var hesten igen utilpas, den havde feber, let forstoppelse og lidt luft. Den blev behandlet med væske, bredspektret antibiotika og smertestillende medicin. Den blev bedre af behandlingen, men alligevel henvist til Universitetshospitalet pga. bughindebetændelse. På hospitalet blev hesten bedre, men i løbet af et par dage blev den pludseligt dårligere og måtte opereres for sin kolik.

​

Ved operationen fandt kirurgerne en blodprop i et af de store blodkar i bughulen, blodproppen havde forårsaget vævsdød i et stort tarmafsnit og der var følgeskader i meget af det omkringliggende væv. Skaderne på hestens organer var så voldsomme, at dens liv stod ikke til at redde og hesten blev derfor aflivet på operationsbordet.

​

Ved den efterfølgende obduktion blev årsagen til blodproppen fundet: Hesten havde blodorm i den store pulsåre, der forsyner hele tarmen. Lidelsen kan altså forebygges ved at holde hesten fri for blodorm. Blodorm er en kendt årsag til blodpropper i tarmafsnittene, og lidelsen er blevet hyppigere inden for de senere år.

Hvad kan vi lære af den sag?​

Casen giver os anledning til at understrege vigtigheden af en god ormestrategi og særligt betydningen af at få lavet larvedyrkning fra alle heste ved gødningsundersøgelserne.

​

Blodorm, der også er kendt under det latinske navn Strongylus Vulgaris, er i tæt familie med de små strongylider, cyathostomer, som er langt hyppigere og langt mindre farlige. De to typer orm lægger æg, der er identiske.

​

Ved den almindelige gødningsprøve finder vi derfor æg fra både cyathostomer og blodorm, det vi kalder Strongylideæg, og man kan ikke i mikroskopet se hvilken type orm, der har lagt æggene. Derfor er det nødvendigt at lave larvedyrkning af alle gødningsprøver.

​

Ved larvedyrkningen, som tager to uger, udvikles æggene til larver, og man kan så i mikroskopet se forskel på larverne fra de to arter.

​

Hvis der findes blodorm ved larvedyrkningen er behandlingsstrategien væsentlig forskellig fra den, vi som udgangspunkt vælger, når der ikke er blodorm i besætningen. Strategien afhænger af typen af besætning og af hvilke orm hestene i øvrigt har, det vil sige, at den er individuel fra besætning til besætning.

​​

Fra universitetshospitalet har vi fået oplyst, at kirurgerne ser et stigende antal kolikheste med blodorm, hvilket i høj grad bekymrer dem – og os. Det er vigtigt at hestene behandles med den rigtige ormekur, når de har behov for det og ikke for en sikkerheds skyld. Vi skal passe på, at der ikke udvikles resistens overfor ormekurene ved, at bruge dem med omtanke.