Der er lavet flere studier på helt unge føl med medfødt bukkehov, og i disse erklæres det, at oxytetracyclin kun har effekt på de føl med medfødt bukkehov, og det antages samtidig, at der ingen effekt vil være hos de ældre føl med erhvervet bukkehov – trods det aldrig er blevet undersøgt. Der er i 2001 på universitetet Hannover lavet en doktorafhandling, hvor oxytetracyclins virkning på den dybe bøjesene hos raske heste i alderen 2-8 år er undersøgt. Undersøgelsen viste, at elasticiteten af den dybe bøjesene øges signifikant efter administration af oxytetracyclin.
Vi ved altså, at oxytetracyclin har afslappende effekt på bøjesenerne hos de helt unge føl med bukkehov og på raske heste i alderen 2-8 år. Men det er, som nævnt, endnu aldrig blevet undersøgt, hvorvidt oxytetracyclin har samme effekt på ældre føl med erhvervet bukkehov.
Denne problemstilling har vakt min nysgerrighed og interesse, hvorfor studiet er sat op med det formål at belyse området med henblik på at forbedre behandlingen af erhvervet bukkehov hos føl. Hypotesen er, at behandling af erhvervede fleksordeformiteter med oxytetracyclin vil give en afslapning af seneapparatet således at føllets benstilling forbedres eller normaliseres.
Føllene evalueres på baggrund af billed- og videomateriale samt røntgenoptagelser. Desuden udtages blodprøver med henblik på evaluering af nyreværdier, da oxytetracyclin er potentielt nyretoksisk. Der er indtil videre ikke set eller beskrevet bivirkninger af behandlingen.
Yderligere oplysninger og tilmelding til projektet skal ske til:
Stud.med.vet
Emilie Schouenborg Larsen
Humlebækgade 40, 4 TH
2200 København N
Tlf: +45 28 56 79 88
E-mail: emilie3400@hotmail.com
eller
Hillerød Hestedyrlæger
v/ dyrlæge Kiwa Riis-Olesen
Baunevej 17
3400 Hillerød
48 28 67 68
40 31 67 68
E-mail: kiwa@hestedyrlaegerne.dk