Skæve ben

Nogle føl fødes med skæve ben. De skæve ben vurderes ved at se på føllet lige forfra og lige bagfra. Fra disse positioner er det muligt at vurdere om føllet er kalveknæet, kohaset eller hjulbenet. De samme skævheder kan forekomme i tåleddene, som også kan bue enten udad eller indad. Parallelforskydning af piberne på forbenene vurderes samtidig.

fig. 1 Kodeleddene buer udad (kodeledsvarus)

Fig. 4 Føl med udtalt forskydning af begge forpiber

Årsager

Disse skævheder kan være medfødte eller erhverves på et senere tidspunkt i føllets vækstperiode.

Også disse typer af benstillings-afvigelser kan være kommet af at føllet har ligget forkert eller haft for lidt plads i hoppen under drægtigheden. Af andre årsager kan nævnes manglende stabilitet af de lednære strukturer (f.eks. slappe ledbånd og sener), uensartet længdevækst i vækstlinierne samt en genetisk (arvelig) disposition.

Behandling

Da der kan være en eller flere afvigelser på en gang, er det nødvendigt at detaljerne klarlægges før en behandling kan besluttes. Til det er en røntgenundersøgelse en uvurderlig hjælp, herved tydeliggøres graden af skævheden samtidig med at vækstlinier og led kan vurderes.

Afhængig af føllets alder og skævhedens karakter besluttes det, om behandlingen skal indledes med korrektiv beskæring og/eller pålimning af vinge eller vingesko eller om det vil være en fordel at operere med det samme. Samtidig besluttes det hvor meget motion føllet må få.

Ved den hyppigst anvendte operationsmetode løsnes benhinden fra knoglen i den konkave side, hvilket medfører en vækststimulering. Sædvanligvis vil deformiteten være rettet indenfor 4-6 uger, igen afhængig af føllets alder og graden af skævheden. Samtidig med operationen foretages korrektiv beskæring og limning og føllet holdes i boksro til skævheden er rettet. Var skævheden så udtalt, at den ikke blev rettet helt, kan operationen gentages.

Den eneste situation hvor skinnebandagering kan anvendes er, når føllet fødes med skæve ben som kan rettes manuelt, i alle andre sammenhænge giver det kun problemer med tryksår.​

Fig. 2 Kohaset føl

Fig. 3 Føllet fra fig. 2 vist 8 mdr. senere uden at have fået anden behandling end kontrolleret motion i begyndelsen

Parallelforskydning af forpiberne er en kombination af at være kalveknæet og hjulbenet og kan også behandles med ovennævnte operationsmetode, dog med varierende resultat.

For at operationen skal have en chance for at give et godt resultat er det nødvendigt at der er tilstrækkelig vækstintensitet i de pågældende vækstlinier, derfor foretages operationerne i kodeleddene helst inden føllet er 2 mdr. og i has eller forknæ inden 4 måneders alderen.

Udsigterne til en fremtid som atlet er forbeholden til god, helt afhængig af skævhedsgraden, hvor skævheden sider og føllets alder på behandlings- eller operationstidspunktet. Det er dog sikkert, at hvis et skævbenet føl får lov at vokse op med sine skæve ben, vil det få nedsat til dårlig holdbarhed.

​✩ ✩ ✩ ✩ ✩

​Vurderet 4,8 / 5 stjerner ud af 22 anmeldelser fra Facebook

Kontakt​oplysninger

​Hillerød Hestedyrlæger Aps

Baunevej 17, Bendstrup

3400 Hillerød

CVR: 15133147

Telefon: 48 28 67 68

E-mail: kiwa@hestedyrlaegerne.dk

Åbningstider​

​Telefontid

8.00 - 9.00​ (dyrlæge)

​Telefontid

8.00 - 16.00​

​Klinik åben

8.00 - 16.00

Akutvagt

16.00 - 8.00​

weekender / helligdage

Nyhedsbrev​