Medicinhåndtering

​Lovpligtigt Medicinhåndteringskursus

Hillerød Hestedyrlæger udbyder jævnligt det lovpligtige kursus i medicinhåndtering til alle hesteejere. Vi opretter kurset efter behov, kontakt klinikken for at blive skrevet op, så kontakter vi dig, næste gang der er nok interesserede til at lave et hold igen.

  • Ved du, hvordan du skal give din hest medicin?
  • Hvad gør du, hvis den skal have en injektion?
  • Hvordan skal medicinen opbevares – og hvad gør du med resterne, når hesten er blevet rask igen?
  • Må du overhovedet give din hest medicin selv?

Kurset giver dig indsigt i hvordan du behandler din hest og er lovpligtigt, hvis din hest ikke er udelukket fra konsum (slagt), og du selv skal give den medicin – dette gælder al medicin, lige fra ormekur til efterbehandling med antibiotika eller smertestillende efter et dyrlægebesøg.

Hvis din hest er udelukket fra konsum er kurset ikke lovpligtigt, men du er stadig velkommen, hvis du ønsker mere viden om behandling med medicin, og gerne vil gøre det rigtigt, hvis du selv skal behandle den efter et dyrlægebesøg.

​Skal du på kursus?

Siden 2007 har det været lovpligtigt for dyreejere at have gennemgået et certificeret kursus i medicinhåndtering for at få udleveret medicin til efterbehandling af dyret efter et dyrlægebesøg.

Du er undtaget fra reglerne, hvis alle dine heste, er chipmærket og udelukket fra konsum ved registrering hos Fødevaredirektoratet, eller hvis du før 1. feb. 2007 har været fuldtidsbeskæftiget med heste i mindst ½ år og herunder regelmæssigt har behandlet heste med medicin.

Reglerne er lavet for at forebygge at der slagtes dyr med medicinrester i. Heste, der ikke er chipmærkede, opfattes i denne forbindelse som slagtedyr.

Fødevarestyrelsen udfører stikprøvekontroller i både besætninger og hos dyrlæger for at sikre, at loven bliver overholdt. Der er allerede blevet udskrevet store bøder for overtrædelser. Hillerød Hestedyrlæger ønsker at overholde gældende lovgivning og opfordrer derfor alle vores klienter til at deltage i dette kursus, hvis det er relevant for dig.

​Hvad skal du lære?

Formålet med kurset er at lære hesteejere korrekt håndtering af udleverede lægemidler. Dette er med til sikre optimal behandling af hesten inden for den gældende lovgivning. Du lærer om korrekt opbevaring, håndtering og indgivelse af medicin med særligt fokus på heste.

Kurset giver, udover at opfylde gældende regler, hesteejeren den fornødne indsigt i den korrekte anvendelse af medicin, kendskab til de anvendte medikamenter samt forhold omkring (utilsigtet) doping og slagtefrister m.v.

Når du har bestået kurset er det lovligt for dyrlægerne at udlevere medicin, så du kan genbehandle din (og andres) heste.

Hvor, hvornår og hvordan?

Vi opretter kurset efter behov. Hvis du ønsker at tage medicinhåndteringskurset, så ring i telefontiden og spørg efter næste kursustidspunkt.

Kurset består af en teoretisk del og en praktisk del. Den teoretiske tages som et internetkursus, hvor du arbejder hjemmefra. Denne del er opdelt i moduler, der kan tages i individuelt tempo. Hvert teorimodul afsluttes med en lille test. Teorien tager i alt ca. 8 timer. Den praktiske del foregår hos Hillerød Hestedyrlæger og varer ca. 2½ time. Den teoretiske del skal være gennemført før du møder til den praktiske dag. Når hele kurset er afsluttet, får du et diplom.

Kursusafgift 700 kr.​

Når kursusdatoen er fastsat og kursusafgiften betalt er tilmeldingen bindende. Tilmelding foregår ved at sende en mail til mette@hestedyrlaegerne.dk med angivelse af navn, cpr-nr., adresse og mobiltelefonnummer. Du herefter blive informeret om næste planlagte kursusdato og modtage en opkrævning på beløbet.

Når kursusafgiften er betalt modtager du i god tid inden kurset en mail med information og login til den teoretiske kursusdel.

Hvis du har spørgsmål omkring medicinhåndteringskurset, regler i forbindelse med chipmærkning og udelukkelse fra konsum – eller spørgsmål i øvrigt er du velkommen til at henvende dig i telefontiden.​

​✩ ✩ ✩ ✩ ✩

​Vurderet 4,8 / 5 stjerner ud af 22 anmeldelser fra Facebook

Kontakt​oplysninger

​Hillerød Hestedyrlæger Aps

Baunevej 17, Bendstrup

3400 Hillerød

CVR: 15133147

Telefon: 48 28 67 68

E-mail: kiwa@hestedyrlaegerne.dk

Åbningstider​

​Telefontid

8.00 - 9.00​ (dyrlæge)

​Telefontid

8.00 - 16.00​

​Klinik åben

8.00 - 16.00

Akutvagt

16.00 - 8.00​

weekender / helligdage

Nyhedsbrev​