Hestens Tænder

Tænder og tandproblemer

Symptomer på tandproblemer kan være mange og forskellige fra hest til hest. Typiske symptomer er tyggebesvær, som kan vise sig ved at hesten taber foderet, er længere tid om at spise, savler i foderet eller har dårlig lugt fra mund eller næse. Andre væsentlige symptomer er rideproblemer, som også kan vise sig på mange forskellige måder, f.eks. uvilje til at få bid i munden og ubehag ved at have biddet i munden og ubehag ved at få spændt næsebånd, eller uvilje til at gå i holdning ud over et vist punkt.

Hovedholdning og hestens reaktion på tøjlen kan ændres ved tandproblemer. Når hesten skal gå i holdning og bøje sig til højre og venstre, skal den kunne bevæge underkæben frem og tilbage og til begge sider. Hvis hesten har tandproblemer er dette ofte umuligt, og hesten vil ikke fungere optimalt under træning.

Hestens tænder

Føl har 24 mælketænder fordelt på 12 fortænder og 12 kindtænder, der vokser frem i de første 8 mdr. af føllets liv. Disse mælketænder skiftes, når hesten er mellem 2 og 5 år gammel. Desuden får hesten yderligere 12 kindtænder i alderen 1 til 4 år, således at den voksne hest har 24 kindtænder og 12 fortænder. Herudover får alle hingste og vallakker også hingstetænder, oftest i 4-5 års alderen. Visse hopper får også hingstetænder, dette kan ske også i en noget højere alder. Nogle heste får også ulvetænder. Ulvetænder sidder foran kindtandsrækken og forekommer hyppigst i overmunden. De kan findes enten i den ene eller i begge sider af munden. For mange heste er ulvetænder uproblematiske, men nogen heste har problemer med deres ulvetænder under ridning. På disse heste kan ulvetænderne bortopereres i lokalbedøvelse.

Figuren illustrerer hestens tandsæt. Tallene refererer til et nummereringssystem, der i dyrlægesprog anvendes til navngivningen af den enkelte tand.

Da der sker så mange ting i hestens mund de første 5 år, anbefaler vi, at mundhulen regelmæssigt bliver undersøgt af en dyrlæge, også på ungehestene. Mange ungheste får problemer med mælketænder, der ikke skiftes korrekt, såkaldte tandkapper. En rutinemæssig mundhuleundersøgelse én gang om året er normalt tilstrækkeligt for de fleste heste. Nogen heste har grundet tændernes frembrudshastighed, dårlig tandstilling, manglende tænder eller lignede have behov for hyppigere kontrol og behandling typisk 2-3 gange årligt.

Hestens tyggemønster

Hestens tænder bryder langsomt frem med nogle få millimeter hvert år. Når hesten tygger, bevæger den kæben fra side til side i en ottetals-bevægelse. Herved formales foderet og tænderne slides mod hinanden. Hvis der er nogle steder på tænderne, der ikke slides, opstår tandproblemer.

Hestens overkæbe er bredere end underkæben og derved bliver der steder på hver enkelt tand, som ikke slides. Disse steder ligger altid på ydersiden af tandrækken i overmunden, ud mod kinden, og på indersiden af tandrækken i undermunden ind mod tungen. På disse steder opstår tandspidser.​

Tværsnit af et hestehoved, hvor forskellen i bredden af over- og underkæbe kan se. Overmundens tænder er markeret med grønne cirkler, undermundens med blå.

Mundhuleundersøgelsen

En grundig mundhuleundersøgelse vil vise, hvilke tandproblemer den enkelte hest har. For at foretage den grundige mundhuleundersøgelse, er det nødvendigt at hesten står roligt og er afslappet. Langt de fleste heste vil derfor få beroligende medicin før undersøgelsen, der giver en god oplevelse for hesten og den bedste undersøgelsesmulighed for dyrlægen, hvilket er forudsætningen for optimal behandling.

Dyrlægen vil beslutte hvilken behandling, der skal iværksættes. Det kan være brug af vores forskellige håndraspe eller den elektriske tandsliber. Hvis der er mere specielle problemer, herunder løse tænder, knækkede tænder, huller eller lignende, kan det kræve brug af forskelligt specialudstyr.

Efter behandlingen fører vi en grundig journal, og en kopi af denne udleveres til ejeren i form af tandkort.

Tegning af kraniet, der viser placeringen af tænderne i hestens kæber. Bemærk de lange rødder, der bliver kortere i takt med at tænderne byder frem. Overkæben er bredere end underkæben og tænderne danner en skrå vinkel på tyggefladen.

​✩ ✩ ✩ ✩ ✩

​Vurderet 4,8 / 5 stjerner ud af 22 anmeldelser fra Facebook

Kontakt​oplysninger

​Hillerød Hestedyrlæger Aps

Baunevej 17, Bendstrup

3400 Hillerød

CVR: 15133147

Telefon: 48 28 67 68

E-mail: kiwa@hestedyrlaegerne.dk

Åbningstider​

​Telefontid

8.00 - 9.00​ (dyrlæge)

​Telefontid

8.00 - 16.00​

​Klinik åben

8.00 - 16.00

Akutvagt

16.00 - 8.00​

weekender / helligdage

Nyhedsbrev​